Kultur og events

Aftensang og Højskoleaften i Enghøj sognegård

Alle er velkomne til at lytte og synge med ved ½ t aftensang i Enghøj Kirke torsdag d. 26. marts kl. 18.45.
Sanger Kasper Laursen vil sammen med organist Britta Nedergaard Hansen
præsentere et program med toner og tekster om genforeningen, krig og fred. Vi skal bl.a. synge ”I Danmark er jeg født” og ”Det haver så nyligen regnet”. Vi skal bl.a. lytte til ”Kongernes konge”, ”Det lyder som et eventyr” og ”Kringsatt av fiender”.
Und dig selv ½ time i dit dagsprogram, hvor du kan læne sig tilbage i kirkerummets fantastiske akustik og lade musikkens klange tage dig med på rejse. I 2020 er det 100 å siden, at Sønderjylland blev genforenet med kongeriget Danmark. Lad os glædes over det og synge om det, som man har gjort meget i Sønderjylland. Der er fri entré.
Kl. 19.30 er der Højskoleaften i Sognegården med foredrag om ”Genforeningen 1920”
Fhv. studielektor Hans Jørgen Petersen fra Odense tager i foredraget udgangspunkt i nederlaget i 1864, der betød, at Slesvig blev en provins i Preussen. Wiener-Fredens § 5 åbnede mulighed for en afstemning i de nordlige områder af Slesvig, men da Tyskland i 1878 annullerede paragraffen og samtidig intensiverede fortyskningen i Nordslesvig/Sønderjylland, svandt sønderjydernes håb om at blive indlemmet i kongeriget Danmark. Det tyske kejserriges nederlag i 1. Verdenskrig åbnede for en bedre løsning af grænsespørgsmålet end Kongeågrænsen, og der var forskellige løsninger i spil. Den 10. februar 1920 stemte et stort flertal i 1. afstemningszone for indlemmelse i Danmark, og det blev indledningen til en række festligheder. Der er entré på 50 kr. inkl. kaffe med brød.

Kommentarer