Dronningborg

Byråd sætter gang i visionært byggeprojekt i Dronningborg

På mødet den 3. februar 2020 har Randers Byråd besluttet at indlede arbejdet med at opføre et plejecenter, en daginstitution og en idrætshal i Dronningborg. Det hele bliver skudt i gang med et kick-off arrangement, der skal munde ud i en fælles vision for de tre byggerier.
Randers Kommune skal nu i gang med at forberede nybyggerier af både plejecenter, daginstitution og idrætshal i Dronningborg. Det har byrådet besluttet på mødet den 3. februar 2020.
Fælles vision
Som led i det indledende arbejde vil Randers Kommune arrangere et kick off arrangement for blandt andre byråd, ældreråd, handicapråd, medarbejderrepræsentanter og brugere. Tanken er at få skabt en fælles vision for samspillet mellem det nye plejecenter, hallen og daginstitutionen.
Visionen vil herefter blive fundamentet for den videre planlægning af byggeriet, så de færdige bygninger kan realisere visionen.
Byggerier for knap 180 millioner kroner
Samlet set løber anlægssummen op i knap 180 millioner kroner. Penge, som byrådet afsatte i forbindelse med budgetaftalen for perioden 2020-2023.
I alt er der afsat godt 20 millioner kroner til en ny daginstitution og 130 millioner kroner til et nyt plejecenter med 60 lejligheder og tilhørende servicearealer. Derudover har byrådet afsat 19 millioner kroner til den nye idrætshal.
De kommende byggerier kræver, at der bliver lavet en ny lokalplan for området, og det arbejde vil hurtigst muligt blive sat i gang.
Ifølge en foreløbig tidsplan vil de nye byggerier være klar til brug i midten af 2023.

Kommentarer